Tjekkiets mest berømte og mest populære vintersportscenter hedder Špindlerův Mlýn. Špindlerův Mlýn ligger i hjertet af bjergkæden Krkonoše og byder på 27 km pister i fem sammenhængende områder. Hvert område har sin egen karakter og sværhedsgrad, men alle fem områder er forbundet med skibusser og man kan bruge det samme liftkort til alle fem områder.
Fem områder
Areál Svatý Petr er det vigtigste område og er desuden et center for nationale og internationale sportsbegivenheder i Krkonoše. Der er to svævebaner her - en opvarmet 6-personers svævebane og en 2-personers svævebane. Svatý Petr byder på pister af høj kvalitet (blå, rød, sort) til både erfarne skiløbere og begyndere. Pisterne er nogle af de bedste i hele Tjekkiet.
Et af de andre områder, Medvědín, er med sine 1233 meter, det højest beliggende punkt i skiarealet. En fire-personers svævebane vil tage dig til toppen her. Herfra kan du enten tage en blå piste eller en af to røde pister ned, hvis du ikke er erfaren skiløber, eller en sort piste, hvis du har styr på at stå på ski. Medvědín er kendt for, at du næsten altid vil opleve solskin og godt vejr her. De andre områder hedder Hromovka, Labská, og Horní Mísečky og har alle fine faciliteter for både begyndere og øvede. Er du til mere end almindelige pister og skiløb, kan du få glæde af Špindlerův Mlýns tre Snowparker, alle med en række forhindringer, hvor begyndere og øvede freestyle entusiaster kan lære nye tricks og spring, både på ski og snowboard.
Ski-destination for børnefamilier
Špindlerův Mlýn er også en velegnet ski-destination for børnefamilier. Flere pister og lifte i området er velegnede for børn eller nybegyndere, som ligeledes kan benytte sig af Špindlerův Mlýns mange skiskoler, hvor professionelle instruktører underviser i ski- og snowboard. Det er formentligt unødvendigt at nævne, at du ikke nødvendigvis skal have eget udstyr med til Špindlerův Mlýn. Som de fleste andre tjekkiske skicentre, kan du også i Špindlerův Mlýn leje alt det kvalitetsudstyr, du har brug for, oven i købet til billige priser.
Til en vellykket skiferie hører dog også at have noget at foretage sig, når mørket falder på. Du kommer ikke til at kede dig. Byens mange restauranter og barer byder på både europæisk mad, og naturligvis også på de tjekkiske traditionelle retter. Har du ikke fået nok af at stå på ski i løbet af dagen eller ønsker du mere motion, kan du sagtens fortsætte. I Špindlerův Mlýn finder du nemlig også mulighed for aften-skiing under kunstig belysning samt vandlande og svømmehaller, naturligvis med tilknyttet wellness.
Adresse
Lyžařská 281
543 51 Špindlerův Mlýn