Natur og vandreture er måske den bedste medicin. Kom og prøv flere af de vandreture, vi har udvalgt til dig.

Det Tjekkiske Paradis

I århundreder har Det Tjekkiske Paradis (Český ráj) tiltrukket malere, forfattere, kunstnere og drømmere af alt slags. Oplev den unikke kombination af enorme klippeformationer, store fyrreskove, majestætiske slotte og landsbyer med træhytter. Det mest berømte sted i det bøhmiske paradis er uden tvivl Prachov-klipperne, himlen på jorden for både besøgende og klatrere. Klipperne ligger ca. 5 km nordvest for den smukke by Jičín.
 
Den store rundtur vil introducere dig for adskillige interessante steder omkring Prachov-klipperne og er den mest attraktive rute gennem klippemassiverne. Dette vidunderlige naturområde er nemt at komme til på en udflugt fra Prag. Det Tjekkiske paradis er fantastisk til vandreture, men der er også mange andre ting at gøre her.

Ještěd & Jizera-bjergene

Ved første øjekast ligner det et rumskib som er landet på toppen af det majestætiske bjerg Ještěd. Denne usædvanlige form blev designet af den tjekkiske arkitekt Karel Hubáček; og vandt den prestigefyldte Perett-pris "Arkitekturens Oscar". Den er blevet symbol for byen Liberec og består af et tv-tårn, et hotel og en restaurant i et. Følger du den blåt afmærkede sti fra Liberec kommer du til Ještěd efter to timers vandring. Det ikoniske vartegn er let tilgængeligt at nå med svævebane eller i bil. Fra toppen kan du nyde den fantastiske udsigt til Jizera-bjergene, Tyskland og Polen.
 
Jizera-bjergene kan prale af et meget godt system med afmærkede stier, der fører gennem gran- og bøgeskove og bjerglandsbyer med historiske vartegn. Det er et besøg værd at se de historiske udsigtstårne, der giver en spektakulær udsigt over den vidunderlige natur i den mest nordlige tjekkiske bjergkæde. Den ældste blandt dem er et populært stop for cyklister og vandrere, udsigtstårn Štěpánka, kendt som Dronningen af Jizera-bjergene. Dette udsigtstårn står på bjerget Hvězda (Stjernen) i en højde af 958 meter og blev angiveligt bygget i 1847.

Krkonoše

Krkonoše er en bjergkæde beliggende i den nordlige del af Tjekkiet og er et populært rejsemål for turister, der søger alpintsport, langrend, cykling eller vandreture. Nyd turen til den højeste spids Sněžka, som er Tjekkiets højeste punkt med en højde på 1.603 meter. På vejen derop møder man en vidunderlig udsigt over Krkonoše Nationalpark, som takket være det barske klima og fortidens minder ofte sammenlignes med det skandinaviske landskab. Udgangspunktet for en stejl stigning er byen Pec pod Sněžkou. Den krævende, men smukke vandretur gennem det bjergrige landskab belønner dig for din indsats med imponerende udsigt over Kæmpedalen. Du kan spare på din energi ved at tage stoleliften til Det Lyserøde bjerg eller videre til Sněžka. 

Det bøhmiske Schweiz

Det bøhmiske Schweiz har en idyllisk beliggenhed, der tiltrækker besøgende til de imponerende klippeformationer og landskab som er et hjemsted for mange sjældne former for flora og fauna. Nogle af de mest kendte attraktioner er kløfterne ved floden Kamenice. Dybe kløfter i sandstensten ved floden Kamenice, Edmund og Divoká er kun tilgængelige med robåd. Der er klipper med stejle vægge op til 150 m høje.

Oplev ruten gennem kløfterne i det bøhmiske Schweiz. Fra byen Hřensko tager denne rundtursrute på 15 km omkring seks timer at gennemføre. Ruten til Edmund Kløft, opkaldt efter prins Edmund Clary-Aldringen, fører først og fremmest til den enorme sandstenbue kaldet Pravčice Porten, et oplagt valg til det perfekte billede. Efterfølgende klatrer stien i skoven under en stejl klippevæg og over små hængebroer til de nederste skråninger af Malý Pravčický. Derefter fortsætter du ad Gabriela's sti, som byder på flotte udsigter over områdets velkendte klippeformationer som Sukkerterningen og Den Bevingede mur.

Šumava-søerne

Šumava søerne, der ligger over 1.000 m over havets overflade, er blandt juvelerne i områdets landskab. De største og mest populære er Sortesøen og Djævlesøen. Den bedste rute til førstnævnte er langs den gule vandresti fra Špičácké sedlo. Sortesøen kan prale af flere rekorder. Det er den største sø i Šumava og faktisk hele Tjekkiet. Det er også Šumavas dybeste sø. Dets navn kommer fra søens sorte farve, som er forårsaget af refleksionen af den omgivende mørke skov. Fra Sortesøen kan du nå Djævlesøen ved at følge en rød sti; det fører dig gennem rødder og træstubber til overgangen ved Jezerní potok, hvorfra det kun er et stenkast til Djævlesøen. Djævlesøen er den sværest tilgængelige sø, man kan komme til i Šumava, men den er også uden tvivl den smukkeste.
 
Bøhmen og området langs floden Donau blev i middelalderen bundet sammen via en såkaldt “Den Gyldne sti" (Zlatá stezka), der tog sit navn fra den rigdom, det bragte til Bøhmen. Hvis du besøger Sydbøhmen og er naturelsker, husk også at besøge Lužnice-dalen.