Er du på storbyferie i Prag og gerne vil opleve lidt mere? Tag på dagsudflugt med tog.

Tjekkiets mest maleriske borg

Borgen Karlštejn, beliggende omkring 30 km fra Prags centrum, er en udflugtklassiker og en ægte turistmagnet. Karlštejn blev grundlagt af den tjekkiske og romerske konge, senere kejser, Karel IV, i 1365 og er et massivt gotisk stenslot, der står på et forbjerg af kalksten hævet 316 meter over landsbyen af ​​samme navn. Karlštejn er et af de mest besøgte og mest smukke slotte i Tjekkiet. En oplevelse er dog også den 40 min lange togtur, som følger den maleriske flod Berounka samt gåturen fra stationen i Karlštejn gennem middelalderbyen op til slottet. Der er afgange hver time fra Praha Hlavni Nadraží (Prags Hovedbanegård).
 

Et slot, hvor verdenshistorien blev skrevet

Slottet Konopiště, beliggende 40 km sydøst for Prag, har tilhørt den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans tjekkiske hustru Žofie Chotková, som begge blev myrdet i Sarajevo i 1914, et mord som udløste Første Verdenskrig. I dag fungerer slottet som museum, hvor der ikke er flyttet meget på tingene, siden det var beboet. Man kan blandt andet se Franz Ferdinands ca. 475.000 jagttrofæer, og en masse smukke møbler og malerier. Tag med toget fra Praha Hlavni Nadraží til Benešov u Prahy. Der er jævnlige afgange og turen tager ca. en time. Fra banegården i Benešov u Prahy er der ca. 2 km til slottet.


UNESCO-byen Kutná Hora

Det er ingen tilfældighed, at byen Kutná Horas historiske centrum og Vor Frues Katedral i det nærliggende Sedlec, er optaget på UNESCO verdensarvsliste. Byen er en sand perle, som enhver besøgende i Tjekkiet burde se. Kutná Hora kan minde om en miniatureudgave af Prag, det er måske ikke så mærkeligt, da det var arkitekten Petr Parleř, som står for Prags berømte Sankt Vitus Katedral, som også har designet Kutná Horas imponerende gotiske Sankt Barbara Katedral. Du kan ganske enkelt tilbringe mange spændende timer i Kutna Horas historiske centrum. Blandt de mere bizare oplevelser hører uden tvivl benkapellet Kostnice, bygget i 1400-tallet af menneskeben og knogler. Der er flere daglige afgange til Kutná Hora fra Praha Hlavni Nadraží, men tag et morgentog, så du har tid nok til at udforske Kutná Hora inden du skal tilbage til Prag. Turen tager ca. en time.
 

Kursted, slot og måske lidt wellness

Omkring 40 km øst for Prag ligger byen Poděbrady, hvor du kan slå flere fluer med et smæk. Poděbrady er et kendt tjekkisk kursted beliggende ved Elben, hvor du kan opleve en hel masse historiske seværdigheder, heriblandt Poděbrady Slot, smage på byens mineralkilder og afprøve nogle af kurstedets wellness-behandlinger. Byen er grundlagt af den tjekkiske konge Jiří fra Poděbrady, hvis rytterstatue pynter i byens centrum, og er hyggelig malerisk by, kendt for sin mineralkilde Poděbradka. Der er flere daglige tog fra Prag til Poděbrady, tjek Česke Dráhys (ČD) hjemmeside, da nogle af togene afgår fra Praha Hlavni Nadraží og nogle fra Praha Masarykovo Nadraží, begge i Prags centrum.